Solcreme

Uanset om du slikker sol på stranden, vandrer i bjergene eller ræser en tur ned af pisterne i Alperne, udsættes kroppen for UV-stråler. UV-stråler kan forårsage, at huden mørknes og brændes. Den ultraviolette stråling kan ligeledes skade DNA'et i hudens celler, hvilket kan forårsage mutationer, der kan føre til hudkræft.

Geners funktion ændres af UV
UV strålingen starter en reaktion mellem to thymin-molekyler i DNA’et. Dette forårsager, at de to thymin-molekyler, der ligger ved siden af hinanden, bindes kovalent og dermed danner en dimér (figur3).  Den kovalente binding forårsager, at de to thymi- molekyler kun kopieres som en enkelt base under replikationen. Dette kan ende i en type af mutation kaldet en rammeskift mutation. En rammeskift mutation kan potentielt fuldstændig ændre det pågældende gens funktion, og dette kan have fatale konsekvenser for kroppen.

Ved længerevarende udsættelse for UV stråling dannes flere og flere thymin-dimérer i DNA’et. Det giver dermed en forhøjet risiko for forkert påsætning af DNA’ets nukleotider under replikationen

Cellen kan ikke lave sit arbejde
Når de cellulære processer forstyrres på grund af forkert påsætning, kan cellen ikke udføre sine normale funktioner.

Solcreme
Figur 3. UV-stråling forårsager mutationer i DNA. De gule nukleotider er thymin, som ikke passer sammen ved baseparring. Derfor erstattes de af andre nukleotider.

Der er nu to muligheder afhængigt af omfanget og lokaliseringen af skaden. Hvis skaden ikke er for omfattende, vil kræftceller dannes ud fra de raske celler. Hvis skaden er for udbredt vil cellerne derimod dø.

Heldigvis kan du beskytte dig selv mod mange af de skadelige effekter, som disse stråler kan medføre.

Nanobeskyttelse
Solcreme findes som sprays, lotions, geler, cremer, etc. og består ofte af en blanding af forskellige kemikalier. Blandt de tilsatte kemikalier i solcremer findes to uorganiske stoffer, zinkoxid (ZnO) og titaniumdioxid (TiO2). Disse stoffer fungerer som en fysisk solbeskyttelse. Forstået på den måde, at de har evnen til at reflektere UV stråler, på samme måde som hvid maling reflekterer lys. Zinkoxid og titaniumdioxid bliver dog fremstillet som små nanopartikler, og derfor vil solcremens hvide farve ikke være synlig for os, når vi smører den ud på huden.

Udover de uorganiske kemikalier, indeholder solcremer ofte to organiske kemikalier, kaldet avobenzon og oxybenzon. På grund af den kemiske struktur, er deres bindinger i stand til at absorbere fotoner af UV-lys, hvorefter denne energi omdannes ved en uskadelig proces og frigives fra hudens overflade i form af varme.

Solcreme

De organiske stoffer i solcreme virker ved at absorbere UV stråler gennem deres molekylære bindinger og frigive energi i form af varme fra hudens overflade. De uorganiske stoffer reflekterer solens stråler direkte.

Er det farligt?
Om nanopartiklerne i solcremer er skadelige, afhænger primært af deres evne til at gennemtrænge huden og bevæge sig længere ind i organismen. Forskningen viser på nuværende tidspunkt ikke tegn på, at nanopartiklerne skulle være i stand til dette, idet huden udgør en god barriere mod de små partikler. Derudover viser studier, at immunforsvarets celler er i stand til at nedbryde indtrængende zinkoxidpartikler. Men dette er kun påvist i laboratoriet og udelukkende med zinkoxid-partikler. Vi ved heller ikke nok om, hvordan nanopartiklerne opfører sig i den kemiske cocktail, som de andre stoffer udgør. Vi har stadig meget at lære om nanopartikler og deres virkning på menneskekroppen.

Diskuter eventuelt hvad de andre stoffer i solcreme gør ved kroppen, hvis de indtages.

Hvis det nu viser sig at nanopartiklerne i solcreme skader mere, end de gavner, kan vi heldigvis finde alternativer.

Alternativer
Solen er en vigtig kilde til D-vitamin, men samtidigt bliver huden brændt, hvis vi opholder os i solen for længe ad gangen. Hvordan kan vi opnå alle fordelene ved sollys uden at få for meget? Kræftens Bekæmpelse anbefaler, udover solcreme, at opholde sig i skyggen mellem 12 og 15, dække bar hud til, når solen står højest og undgå brug af solarium.

Andre alternativer til solcremen?
Vi har i første del af afsnittet set, at solcreme er et meget effektivt middel, der anvendes til at forhindre solens stråler i at gennemtrænge huden og forårsage skade på kroppens celler. Samtidigt kan vi dog ikke med sikkerhed udelukke, at solcremen i sig selv ikke er giftig for os.

Men hvad er så farligst? Kan alternativerne anvendes? Hvad vil du gøre næste gang du opholder dig i solen i længere tid?

Replikation
DNA-replikation er processen i cellerne, hvor DNA’et kopieres.

Læs mere om DNA-replikation og det centrale dogme her

Organiske og uorganiske stoffer
Den primære forskel mellem organiske stoffer og uorganiske stoffer, er at organiske stoffer altid indeholder kulstof, mens de fleste uorganiske stoffer ikke indeholder kulstof. 

Zinkoxid
Zinkoxid har den kemiske formel ZnO og er et hvidt pulver, der bruges som tilsætningsstof i bl.a. gummi, plastik, keramik, glas, maling, batterier, etc.

Titaniumoxid
Titaniumoxid har den kemiske formel TiO2 og er et stof der ofte bliver brugt i bl.a. maling, solcreme og madfarvning.

 

http://www.nanotechacademy.dk/nano-toksikologi/solcreme
18 JUNI 2019